“Cause I’m leaving on a jet plane, DO know when I’ll be back again…”

Dag 63 + dag 64 + dag 65

D. 18., 19. og 20. januar

Fra Tofo (Mozambique) til Johannesburg (Sydafrika) er der 987 km. Det tager 12 timer og 32 minutter + – et par sekunder, i følge Google Map. I følge ‘Bumlebus’ (tak for det udtryk brormand) tager det 3 døgn!!! Okay, okay – overdrivelse fremmer forståelsen, så træk lige et døgn fra (jeg kom for sent til bussen i Maputo) men det ændrede ikke på graden af min udmattelse da jeg langt om længe steg af bussen i Johannesburg.

Nicolas (som jeg havde mødt i Cape Town) havde været så gæstfri at tilbyde mig et sted at sove for natten, og at køre mig i lufthaven dagen efter. Han hentede mig sammen med hans ven og kørte mig hjem…til hans forældre(?!). Det er sjovt som man bliver konfronteret med sine fordomme når man rejser. Ting man tager for givet viser sig ofte at være kultur-bestemte, som fx at være flyttet hjemmefra når man er 25+, det er i den grad en kulturel forskel hvor vi danskere adskiller os fra store dele af verden.

Nåh, men jeg havde jo mødt Nicolas søde familie før, jeg fik æren at møde hans vidunderlige bedstemor (som også boede der) og det var ikke spor akavet. De havde tilmed et gæste-anneks som var at foretrække fremfor en sofa i en ungkarle hybel. Om aftenen tog vi ud og drak vin med en håndfuld af Nicolas andre venner – men det blev ikke en all night’er da vi havde et projekt dagen efter at stå op til.

Dag 66

den 21.januar

Min ankomst til Johannesburg kunne ikke have været timet bedre, Nicolas og hans venner skulle holde en Sydafrikansk Braai (BBQ) og jeg var inviteret!

Inden festen kunne starte, skulle maden købes ind og da jeg havde tilbudt at stå for at lave salaten (hvilket lod til at være en opgave drengene glædeligt outsourcede), var det uundgåeligt at komme med på indkøbsholdet. Shoppingturen blev afsluttet med et besøg på en restaurant hvor hele Nicolas familie ventede os og ja…here we go, jeg fik sku’ lidt hjemve, men inden følelsen fik lov at fæstne sig, mindede jeg mig selv om at jeg inden længe bliver forenet med min peruviansk familie i Lima og valgte derfor at nyde min midlertidige familie-til-låns.

Omkring middag begyndte gæsterne at komme dryssende. Anlægget spillede lækkert lounge-musik, i store kar fyldt med is lå der øl på køl, grillen var tændt op, der blev duelleret nede på tennisbanen, spillet fodbold på græsplænen, svømmet i poolen og øøhm…hinket i stuen (Alex havde været kreativ med noget malertape og besluttet at der skulle være en hinkebane under lysekronen).

Tiden gik alt, alt for hurtigt og før jeg vidste af det, var det på tide at tage i lufthavnen. Så snart jeg sad ombord på flyet besluttede tiden sig for at lege Rasmus Modsat og slå over i ’meget, meget langsom’-mode.

Film ombord på flyet gjorde den 12timers lange flyvetur til Dubai overkommelig. Min bog gjorde ventetiden i Dubai acceptabel. Trætheden gjorde kål på noget af rastløsheden mellem Dubai og Rio. Et telefonopkald hjem til mine forældre gjorde ventetiden i Rio mere meningsfuld, MEN flyveturen fra Rio til Buenos Aires trak altså tænder ud!

Dag 68

den 23.januar

Jeg landede i Buenos Aires midt om natten og kravlede ombord på en bus som skulle tage mig til centrum. ‘Udmattet’ er bare ikke et kraftigt nok udtryk til at beskrive hvilken tilstand jeg var i. For hvert et blink med øjnene, måtte jeg kæmpe mine øjenlåg til at åbne sig igen. Jeg forsøgte at overbevise min krop om, at en offentlig bus som kører igennem gaderne af Buenos Aires, er et upassende sted at vælge at gå i vinter hi…men min krop var da ligeglad!

Jeg vågnede op med et sæt, lettere chokeret over at jeg ikke havde været i stand til at holde mig vågen, valgte jeg at tumle ud af bussen uden en idé om hvor jeg befandt mig. Jeg tænkte at det var bedre at være bevist desorienteret end at være ubevist transporteret:o) At bære rundt på en tung rygsæk op og ned af gaderne i jagten på et hostel, kanaliserede min udmattelse fra hjernen og ned i fødderne – men som man siger; hårdt arbejde betaler sig, og efter en times tid fandt jeg frem til et hostel som var udstyret med den største luksus i verden: en seng!